Copy
FORANDRING OG FÆLLESSKAB - 2019 PÅ METROPOLIS
Hvordan kan kunsten forandre samfundet?, spurgte vi på vores konference i Silkeborg i efteråret.
 
Hvordan forholder vi os til hinanden? Hvordan forholder vi os til vores omgivelser? Hvordan forholder vi os til vores samfundsstrukturer? Og hvordan kan kunsten influere disse relationer? Er det tid til en ny kontrakt mellem kunst og samfund?
Metropolis er altid et forsøg på at svare på dette – et forsøg på at skabe forandring. Nogle gange meget direkte, andre gange i det skjulte. Vores tilstedeværelse i byen er et ønske om at infiltere det normale og at invitere til dialog om det andet, det mulige, det glemte...
 
I år var vores sommersæson dedikeret til vandringer formet som en række ritualer med kroppen som sanseligt barometer. Vi 
gik baglæns, i 24 timer, med et mobilt spejlkabinet, på skuldrene af en flok akrobater, ledsaget af byens lyde, på jagt efter demokrati… Vi trak jer væk fra de sædvanlige ruter og rutiner og søgte udfordringer og overraskelser i håbet om at vise nye veje for fremtiden. I det store og i det små.
 
Vi tog jer faktisk med hele vejen til Marstal, hvor Walpurgis’ 
VI, DE DRUKNEDE overvældede både os og publikum. Forestillingen viste, at sammensmeltningen af den rette fortælling på det rette sted med det rette greb kan få kunsten til at løfte sig skyhøjt og sætte spor i tiden efter.
Om Metropolis 2019
KUNST, DER SÆTTER SPOR
Vi er så stolte over, at Politiken i deres opgørelse over årets teater kårer VI, DE DRUKNEDE til Årets Overraskelse og SENSUOUS CITY’s 24-timers vandring til en af Årets Publikumsudfordringer. Vi er glade for at se, at vi er med til at inspirere og vise nye veje.
Nogle gange er responsen umiddelbar – som jeres mange beskeder om øjenåbnende, ud-af-kroppen oplevelser med at vandre baglæns. Andre gange hører vi om forandringer på sigt – som på Bellahøj, hvor 20 kontaktsøgende akrobater var med til at skabe nye fællesskaber og samhørighed. Eller som på Grønningen, hvor kunst og byudvikling forenes gennem samarbejdet med Områdefornyelse Nordvest.
 
Og så er der de tilfælde, hvor kunsten får sit helt eget (globale) liv, som vores 
video til DOMINOES fra 2013, der nu er set over 5 mio. gange, og hvor der hver dag er nye mennesker over hele verden, som interagerer med vores fantastiske by København gennem en kunstinstallation, der lever videre digitalt.
DOMINOES af Station House Opera (Metropolis 2013) - set over 5 mio. gange
MED BORGERNE I FRONT
Byrumsudstillingen 100% FREMMED? har netop afsluttet sin toårige rejse gennem landet med stop i 22 byer og skabelse af 150 nye portrætter. Udstillingen er nu set af 200.000. Det var muligt takket være støtte fra Nordea-fonden og takket være de 250 mennesker, som generøst har delt deres personlige historier med os og jer.

Den intense danmarksturné har mangfoldiggjort diskussionerne om fremmedhed og danskhed blandt borgere i hele landet, og den har givet synlighed og stemme til en gruppe af landets borgere, som sjældent får chancen for at vise, at de er andet end flygtninge.
 
Portrætterne af de i alt 250 borgere med flygtningebaggrund lever videre på 
www.100pctfremmed.dk, og undervisningsinstitutioner, grupper, m.fl. kan stadig møde deltagerne og projektet gennem formidlingsforløb takket være støtte fra Interkulturel Forening. Se mere her

100% Fremmed?
Med Nycirkus på Skemaet, ligeledes støttet af Nordea-fonden, har vi gennem de seneste fem år oprustet kreativitet, fysik og samarbejde hos 8000 elever og 400 lærere over hele landet. Evalueringen viser klart, at ja, kunsten kan forandre mennesker. Projektet sluttede i 2019, men du kan naturligvis stadig arbejde med nycirkus i undervisningen, hvad end du vil arbejde på egen hånd eller med støtte fra professionelle artister. Tjek vores manual her.
Nycirkus på Skemaet
METROPOLIS SOM STORBYLABORATORIUM
Metropolis er blevet et foregangsprojekt for arbejdet med kunst og byudvikling, og vi får lov at samarbejde med mange inspirerende partnere i hele verden.
Metropolis Residencies inviterede 13 internationale og 2 danske kunstnere til at arbejde stedspecifikt i en måned i København. Disse residencies giver kunstnere mulighed for at fordybe deres arbejde i det offentlige rum, og det medfører naturligvis en skattekiste fuld af gode idéer, som vi glæder os til at arbejde videre på sammen.
 

In Situ er et europæisk netværk for kunstnerisk skaben i det offentlige rum, hvor vi sammen med 19 partnere arbejder for udvikling af den stedspecifikke kunst. I år har vi bl.a. samarbejdet om residencies og præsentation af REVERSE og STUDIO CITÉ.
 
UrbCulturalPlanning er et EU Interreg-støttet projekt modelleret på Metropolis’ arbejdsmetode, hvor vi er tværgående konsulent og mentor for arbejdet med at udvikle byer og bydele gennem kunsten i seks byer i Østersøregionen: Kiel, Gdansk, Pori, Nykøbing Falster, Riga og Vilnius.
Metropolis som Storbylaboratorium
2020
Programmet for Metropolis-sæsonen maj til august 2020 er under udarbejdelse og offentliggøres i løbet af foråret. Du kan naturligvis igen se frem til at opleve performance og kunst skabt af kunstnere, som udfordrer, overrasker og forvandler byen.
Tusind tak for i år til alle jer, som vi har krydset veje med. Tak for jeres engagement og tillid. Vi ønsker jer rigtig glædelig jul og godt nytår. Vi tilslutter os Politikens forsæt for 2020:
 
”Vi har brug for internationale indspark i et teaterlandskab, der… er ved at gå til af udlængsel. Må det være indgangsreplikken til et nyt årti!”
Fotos: Samuel Buton (The Voyages) / Ard Jongsma (Vi, de Druknede) / Maja Nydal (100% Fremmed?) / Thomas Seest (Nycirkus på Skemaet) / William van der Voort (Finisterre)
Facebook
Twitter
Link
Website
info@kit.dk

Opdater dine præferencer eller afmeld