Copy
SVÆVENDE KROPPE PÅ HIMLEN OVER NORDVEST

Vi slutter Metropolis-sommeren med åndeløs luftakrobatik i København Nordvests oversete åndehul Grønningen NV på fredag og lørdag 30. & 31. aug.

En gigantisk spiralskulptur flytter ind på Grønningen NV. Syv meter høj og med tre store loops. Den er umulig at forcere for en almindelig krop, men for de fem luftakrobater i 
LA SPIRE – GRØNNINGEN SOM MANEGE er den monumentale konstruktion et redskab til at udfordre det umuliges kunst. De fem kvinder kaster tyngdekraften af sig og bevæger sig vægtløst op ad spiralens metalcirkler.
Mens publikum på jorden lægger nakken tilbage og holder vejret, kæmper kvinderne med al styrke i kroppen for at holde sig svævende. Musikeren sætter stemningsfulde toner til, mens akrobaternes hænder, fødder, lår søger det næste greb om metalrørene. Og det næste. Og det næste. Et spektakulært, meditativt drømmescenarie, der løfter sig mod skyerne og viser, at alt er muligt.

LA SPIRE af Chloé Moglia / Rhizome
- præsenteres i samarbejde med Områdefornyelse Nordvest

Fredag 30. aug. kl. 19.00 // Lørdag 31. aug. kl. 14.00 & 19.00
Grønningen NV, ved Bogtrykkervej, Kbh. NV
Gratis
CHLOÉ MOGLIA er et ikon inden for nycirkus-verdenen, og med sit kompagni Rhizome skaber hun forestillinger, der kan tage pusten fra enhver med jordforbindelse. 

Da Chloé Moglia sidste sommer var i København som en del af Metropolis, faldt publikum bagover ved synet af den kraftfulde, graciøse artist svævende syv meter oppe i luften i sin solo-forestilling HORIZON.

Weekendavisen skrev:
Den totale kropskontrol og muskelstyrke var omdrejningspunktet i den franske cirkusartist Chloé Moglias luftakrobatiske solo, Horizon... Deroppe drejede hun sig vægtløst i svalereder, vred kroppen i skævt svævende himmelløb, hang i en hånd, i knæhasen eller balancerede midt på kroppen som en ret bjælke... Nede på jorden igen pustede hun lettet ud. Det gjorde publikum også – efter at have holdt vejret det meste af en halv time. Sublimt!” 
Læs mere om LA SPIRE
BELLAHØJ PÅ TOPPEN

25 vidunderlige, hjertevarme akrobater i THE VOYAGES og de halsbrækkende charmerende GREGARIOUS-artister skabte en uges magi på Bellahøj.

TAK til alle jer for at møde op i hobetal med smil på læben, sol i hjertet og vovemod nok til at lade akrobatikkens sprog føre os sammen. Det var stort!

"Soon Company og Compagnie XY har med deres vidt forskellige forestillinger vist mig, hvor let det kan være at finde fællesskabet, hvis blot man rækker hånden ud med et smil på læben – og måske en saltomortale eller to", skriver Metropolis-blogger Kristoffer Møllegaard. Læs mere på bloggen.

Se video og fotos fra weekendens forestillinger her:
THE VOYAGES - forestilling på Bellahøj
En stor tak til alle vores samarbejdspartnere på Bellahøj, som gjorde det muligt at flytte ind med 25 akrobater og fik os til at føle os hjemme på toppen af København: Sammen om Bellahøj, boligforeningerne og deres modige formænd, Bellas kvinder, Bryggens Kor, Brønshøj-Husum Lokaludvalg og ikke mindst alle beboerne, som lukkede os ind i deres 'baghave', på deres altaner... og helt ind i deres lejligheder. Sikke et engagement og en tillid!
Fotos: Jean-Louis Fernandez (La Spire) / Samuel Buton (The Voyages) / Video: Thomas Seest
Facebook
Twitter
Link
Website
info@kit.dk

Opdater dine præferencer eller afmeld