Copy
Highlights fra Metropolis 2018

På årets første forårsdag for et halvt år siden åbnede vi 
Metropolis 2018 med et ”sanseknitrende, dunkende, duvende” brag, da Steen & Hejlesen og Den Sorte Skole forvandlede Københavns Universitet til et flammende, vaklende, sansefusionerende UNITOPIA. I dukkede op i tusindvis og lod jer forføre af en magisk, magtkritisk installation i kæmpeskala, der berusede krop, hjerne og hjerte.

I løbet af en sommer, hvor varmegraderne slog pusten ud af de fleste, fulgte I med os gennem alt, hvad vi bød jer. I udforskede byens yderkanter med os. I tog med i skoven, til stranden, i havnen. 
 

Ved solopgang og solnedgang sad I der forventningsfuldt, mens danserne i 9000 STEPS rituelt cirklede os ind i meditative drømmesyner – og fremkaldte nogle af sommerens eneste regndråber. Som Sydsvenskan skrev:

Når nyhedsmedierne er fyldt med dystopiske rapporter om nedslagtninger og smeltende is, fungerer Leightons værk som en ceremoni over menneskenes fodaftryk på Jorden. Hvad mere er der at sige? Tag over sundet og se.”

De særligt modige af jer tilbragte natten med os, hvor I drømte jer til nye samfundsmodeller. THE NIGHT er nu på vej videre til andre lande og verdensdele, hvor hello!earth fortsætter deres arbejde med at skabe en bedre verden gennem kunsten.
 
I var åbne og nysgerrige og satte jer selv på spil, når kunstnerne krævede det.
 
Nogle af jer lukkede os og et symfoniorkester ind i jeres hjem og sørgede for, at 
GRAND ENSEMBLE kunne forføre de tusindvis af tilhørere, som fandt vej til Nordvest. Emaljehaven forvandledes til en folkelig koncertsal i ordets bedste forstand. Der findes næppe bedre eksempel på, hvordan vores kulturinstitutioner er i stand til at gentænke sig selv.

“Enkelte dykkende måger gled med på musikken, de ikke indlogerede hunde gøede fra deres højttalere, en sakrosankt vuggesang fra vores kulturskat listede sig ind. Livets ukuelighed gnistrede med en anet tango. Og som en lammesky passerede et strøg af Bachs Kunst der Fuge, mens solen færdigpenslede den lange vestfacade… Sansernes rus var i Nordvest”, skrev Weekendavisen.
 
I gik på gulvet i FOR THE TIME BEING og tog magten. Publikum og anmeldere var begejstrede, og Danstidningen tog de helt store ord i brug:
 
”For the time being er et aldeles mageløst værk. Nytænkende, tankevækkende og uforglemmeligt. Og ikke mindst underholdende. Værket kunne naturligvis ikke realiseres uden enestående mimere, og bedre end de, som Schweigman& kan præsentere, må man lede længe efter. En forestilling som For the time being har man ikke chancen for at se hver sæson.”

I var hovedkræfterne i en rørende workshop-danseforestilling på Blågårds Plads – bogstaveligt talt 
MADE IN COPENHAGEN.
I satte balancen på prøve og vendte op og ned på tyngdekraften med MOVE IT! – vores nye mini nycirkus-festival. Alle lagde nakken tilbage til HORIZON og faldt bagover ved synet Chloé Moglia syv meter oppe i luften. Weekendavisen skrev:
 
Deroppe drejede hun sig vægtløst i svalereder, vred kroppen i skævt svævende himmelløb, hang i en hånd, i knæhasen eller balancerede midt på kroppen som en ret bjælke... Nede på jorden igen pustede hun lettet ud. Det gjorde publikum også – efter at have holdt vejret det meste af en halv time. Sublimt!”
I sensommerens sidste varmestråler vandrede I fjernstyret i Rimini Protokolls eksistentielle lydspor til REMOTE COPENHAGEN. De satte punktum for vandringen - og Metropolis-sæsonen - på en tagterrasse med højt til himlen og vidt udsyn.
 
Her bliver vi lidt endnu, mentalt set, mens vi planlægger næste Metropolis sommersæson. Det kræver højt til loftet, åbne vidder og et lydhørt publikum. Tak for at være modige, nysgerrige og vise os, at vi godt kan sætte barren højt. For I er med. Vi glæder os til igen at udforske byen på nye måder sammen med jer i 2019.
 
På 
www.metropolis.dk finder du fotoalbums og videoer fra hele sommeren. Klik på de enkelte begivenheder, og gå på opdagelse.
Fotos og videoer på metropolis.dk
Metropolis som stedspecifikt residency-center
 
15 internationale og danske kunstnere var denne sommer en del af vores første residency-program, hvor kunstnere tilbydes en måneds ophold og mentoring i København for at lade sig inspirere af byen og hinanden. Om et par uger åbner vi for ansøgningerne til Metropolis Residency 2019 med deadline ultimo november 2018. Følg med her i nyhedsbrevet.
Du kan læse mere om Metropolis Residencies på metropolis.dk samt se interviews med deltagerne fra de tre forløb i 2018: Engaging the CityWalking the City og Balancing the City.
Om Metropolis Residencies
100% Fremmed? fortsætter rejsen rundt i landet

Udstillingen 100% Fremmed? med de 100 portrætter af borgere med flygtningebaggrund har været landet rundt til Høje-Taastrup, Ballerup, Roskilde, Sønderborg, Flensborg, Lolland-Falster, Randers, Skagen, Aalborg og slutter sæson 2018 i Rødovre med åbning 12. okt.
Undervejs portrætteres tidligere flygtninge fra de enkelte byer. Portrætterne udstilles lokalt og uploades på 100pctfremmed.dk. Se og læs de smukke portrætter, der har lokale, symbolske, historiske landskaber som baggrund – Dybbøl Mølle i Sønderborg, Vikingeskibene i Roskilde, havnen og strandene i Skagen med det berømte lys…
 
I 2019 fortsætter turen til Horsens, Aarhus, Viborg, Vejle, Herning, Aabenraa, Frøslev-lejren, Esbjerg og Silkeborg. 100% Fremmed?’s danmarksrejse støttes af Nordea-fonden i samarbejde med de lokale partnere.
100% Fremmed?


Fotografer (i rækkefølge): Boris Bezic / Maja Nydal Eriksen / Kim Matthäi Leland / Torben Huss / Vojtěch Brtnický / Kim Matthäi Leland / Vojtěch Brtnický / Maja Nydal Eriksen
info@kit.dk

Opdater dine præferencer eller afmeld nyhedsbrev