Copy
TID TIL FORANDRING?
- program for Wa(l)king Copenhagen 10.-19. juni
Er der noget, corona-pandemien har givet os, er det tid. Tid til at reflektere. Og mens nogle fortsat taler om at ’vende tilbage til normalen’, har mange erkendt, at normalen var unormal, og at den ikke længere er hverken relevant eller ønskværdig. De næste 10 dage på Wa(l)king Copenhagen gør kunstnerne op med vanetænkningen. Er dette vores store chance for at gentænke og forandre?

Følg med på dag 41-50 ud af 100 dages vandringer i Wa(l)king Copenhagen. Hver kunstner vandrer i 12 timer og sender hver time livstegn i form af en live-streamet kunstnerisk aktion på Facebook.
 
Følg Wa(l)king Copenhagen live på facebook
Kom på 12-timers vandring gennem et fuldt institutionaliseret liv fra fødsel til død. Eller nattevandring styret af kroppens melatonin-niveau. Hør, hvad 98 dages selvisolation har gjort ved krop og sind. Kom med på forestillingsturné til fods. Eller på vandring til truede steder i København – alt sammen for at undersøge, hvordan vores liv kan og skal se ud fra nu af efter denne ufrivillige tænkepause.

PROGRAM 10.-19. JUNI
10. juni: Billedkunstner Kirsten Dufour
11. juni: Performancekunstner Cecilie Ullerup Schmidt
12. juni: Billed- og performancekunstner Seimi Nørregaard
13. juni: Billedkunstner Michelle Eistrup
14. juni: Danser Snorre Hansen
15. juni / dag: Komponist Jakob Draminsky Højmark
15. juni / nat: Scenograf / koreograf Jon R. Skulberg
17. juni: Arkitekt Dominique Hauderowicz
18. juni: Fysisk performer / skuespiller Bo Madvig
19. juni: Billedhugger Jytte Høy
EN NY HVERDAG?

Arkitekt Dominique Hauderowicz tager os i løbet af 12 timer gennem vores institutionaliserede liv fra fødsel til død. Fra fødegang over børnehave, uddannelse, jobcenter, plejehjem og til krematoriet. Under lockdown har mange institutioner været lukket. Det har skabt rod i vores organiserede hverdag. Børnene blev sluppet ud af institutionerne, ud i virkeligheden, og det viste nye muligheder. Hvordan kunne livet se ud, hvis det ikke var, som det er nu?

Scenograf/koreograf Jon Skulberg tager på nattevandring for at mærke og følge melatoninen i sin krop. Melatonin-niveauet øges i mørke og gør os afslappede og klar til at sove. Men hvad gør man i en storby med lys og skærme overalt? Findes mørket? Findes den naturlige afslappethed? Og har vi tid og råd til at lade den styre vores tempo og døgnrytme?
 
Performer/skuespiller 
Bo Madvig har isoleret sig i 98 dage. Han vil bruge sin 12-timers vandring på at læse op af sin social detox-dagbog og reflektere over, hvorvidt han skal vende tilbage til civilisationen eller forblive i sin ensomhed med kassedamerne som eneste levende interaktioner.
 
EN NY KUNST?

Snorre Hansen, som er vant til at turnere rundt i Europa med sin dans, gør op med denne ubæredygtige og coronafarlige kunstdistribution. Han tager i stedet på turné til fods rundt i København med sin forestilling.
 
Performancekunstn
er Cecilie Ullerup Schmidt bytter kunstens symbolrum ud med aktivisme. Hvordan gøre en forskel i stedet for bare at pege på, hvor der bør handles? Hun tager os bl.a. med til det tidligere asylcenter Kongelunden for at fortælle en historie, vi ikke må glemme.

Både komponist Jakob Draminsky og billedkunstner Jytte Høy vandrer med klassiske kunstbøger som inspiration. Jakob Draminsky opfører sin lommeopera baseret på Peter Brooks "The Empty Space", og Jytte Høy vandrer med H.C. Andersens "Fodreise" og en række andre vandringsbøger i bagagen.
HVAD SKAL VI HUSKE?
 

Michelle Eistrup arbejder billedkunstnerisk med kolonialisme og de glemte fortællinger. Hvem skriver historien? Hvem bestemmer, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes? Hun er vokset op på bl.a. Jamaica, og med tilflytterens både fascinerede og kritiske blik fører hun os gennem den københavnske nat for at se, hvilke fortællinger vi også kunne fortælle.
 

Kirsten Dufour vil vandre 20 km tilbage i tiden for at genbesøge steder i København, der har betydet meget for hende privat og som billedkunstner, men nu er truet af gentrificering eller forfald. Hvad skal bevares for at sikre diversiteten i byen – i naturen, kunsten og kulturen?

Billed-/performancekunstner Seimi Nørregaard går tilbage til barndommen for at undersøge, hvad et hjem er, og hvordan det bliver nu?
Læs om vandringerne her
Programmet offentliggøres for 10 dage ad gangen.

Wa(l)king Copenhagen præsenteres af Metropolis – performance og kunst i byens rum, og de 100 kunstnere kurateres i samarbejde med AFUK, Arkitektforeningen, Copenhagen Contemporary, Dansehallerne, Det Frie Felts Festival, Fotografisk Center, Poesiens Hus, Råderum, Skræp og Third Ear.

FØLG MED…
 

www.facebook.com/walkingcopenhagen &
www.metropolis.dk/walking-copenhagen

DIRECTOR'S CUT - OPSAMLING HVER 10. DAG

Hver 10. dag laver vi en opsamling med en film per kunstner til de af jer, som vil have en hurtig opsummering af de foregående dages vandringer.


Læs og se mere her:
1.-10. maj
11.-20. maj
21.-30. maj
STØTTE TIL EUROPÆISK SAMARBEJDE

Creative Europe / EU har netop besluttet at støtte to europæiske samarbejdsprojekter, som vi er en del af i 2021-24.


- In Situ, der støtter udvikling og præsentation af kunst i det offentlige rum, og som et af meget få projekter kontinuerligt har modtaget EU-støtte i over 15 år.

- Circus without Circus, hvor vi sammen med partnere i Belgien, Kroatien og Frankrig vil arrangere research-residencies, der bringer kunstnere fra forskellige kunstarter sammen.

Vi er stolte over den store og sjældne anerkendelse. Vi glæder os meget til at styrke det udviklingsarbejde, som vi allerede laver takket være vores støtte fra Statens Kunstfond og Københavns Kommune.
Fotos: 1) Kirsten Dufour // 2) Dominique Hauderowicz - foto: Dominique + Serena // 3) Bo Madvig // 4) Cecilie Ullerup Schmidt // 5) Michelle Eistrup - foto: Mac1Photography // 6) Elise Bjerkelund Reine
Facebook
Twitter
Link
Website
info@kit.dk

Opdater dine præferencer eller afmeld