Copy

Ugens tilbud. Sylteopskrifter og noget om livet på gården

Share Share
Sylt med mig!
Lørdag d. 5. September sylter vi igennem på gården, det er et kursus hvor man får fingrene i råvarerne, krammer kimchee, koger syltede rødbeder, laver kryddersalte, Pickles, syltede vinblade, æblechutney, og blommer, lærer hvordan man bedst koger syltetøj, hvordan man henkoger, fermenterer grøntsager, og laver kombucha, mælkekefir og hjemmelavet eddike. Alle får en enkel frokost og nogle glas af herlighederne med hjem.
Du kan melde dig til her:
Find vores events her
Life!
Tiden flyver, vi har haft 3 fantastiske pop up middage i Tisvilde, den sidste dog delvist inden dørs, og det har været sjovt, hårdt og meget givende for os og forhåbentligt også for gæsterne. Vi har lavet noget af det bedste mad vi har lavet længe, prøvet mange nye ting, masser af fisk, fiskesupper, muslinger, grillede grøntsager, strandkrabber, salater i læssevis. Desserter med stort set alle de bær vi har dyrket på gården i sommer. Man kan godt være misundelig hvis man ikke var med.
Nu er vejret for ustadigt til at satse på udendørs middage, vi holder vejret til Julemiddagen d. 5. december, som man gør klogt i at bestille allerede nu.
Godkendt
I sidste uge blev vores køkken godkendt igen, og det betyder dels at jeg ikke har en levnedsmiddel fatwa hængende over hovedet og at vi nu kan sælge alle vores dejlige ting fra køkkenet på gården i Netbutikken og i Landhandelen.
Høst
Tiden går lige nu meget travlt med at høste hvidløg, chili, tomater, blommer, figner, brombær, frø af alle stauderne, af løg og porrer, af sommerblomsterne, bønnerne, de høje ærter, og en hel del vilde blomster, både en årige og flerårige.
Hvidløg
Hvis du ikke har bestilt sættehvidløg af mine fine estiske røde slangehvidløg, så gør det nu, vi har rent faktisk slet ikke så mange som vi plejer.
Frøsamling
Jeg plejer at have et frøsamler kursus om efteråret, men ærlig talt så er jeg gået over til at opfordre til at hvis man er interesseret og har lyst til at bruge en hel dag på at arbejde med at samle frø, sortere, rense og få en hel masse at vide, så skriv til mig og lav en aftale en dag snart, vi har altid brug for både ukyndige og kyndige hænder, og det er knaldhyggeligt. Kontor@fuglebjerggaard.dk.
 
Der er et par nyheder og ting jeg gerne vil snakke lidt om.
Krakmandler
Er en særlig art mandler med porøs, sprød skal som man kan knække med fingere. Mandlerne inden i smager efter min mening helt vidunderligt., en særligt smagfuld mandel. Da jeg var barn, fik man dem til jul, ligesom malaga rosinerne, men jeg har ikke set dem i en menneskealder og nu har vi dem i landhandlen og i netbutikken.
Vietnamesisk Citronpeber
Som det er lykkedes mig at skaffe hjem, Helt nye krydderier er som juleaften, duften, hvad kan man lave med dem, det er bevidsthedsudvidende og helt elementært sjovt, samtidig med at det giver en vis munter ydmyghed over verdens forunderlige mangfoldighed, at der findes så meget derude man mangler at opleve. Litsia cubeba dyrkes over hele Sydøstasien for sin helt utrolige sammensatte duft og smag. Har en duft fra både geranium, citronskal, citronmelisse, citrongræs og citronverbena. Citron i femte potens, dejlig i desserter, til fjerkræ, kalv, bønner og linser, limonade, Ice Tea, fisk, grøntsager. Ikke en ægte peber, men bruges som peber.
Twabil
Er min mindst kendte krydderiblanding, og det er en stor skam.
Den er tunesisk og jeg tror måske det er den jeg selv bruger mest, for den kan sine mellemøstlige vers, men helt uden den meget overvældende sødme som de typisk marokkanske krydderier har, der er ingen kanel og nelliker her den er klart kølig i smagen og uventet aromatisk, den er skøn til grillede grøntsager, til kylling, og til fisk. Både grillet, bagt, og stegt
Syltepapir
Er et stort stykke klart cellophan beregnet til at lukke gammeldags sylteglas med. Man klipper det i facon, fugter det, lægger det stramt på med snor eller elastik, og så bliver det meget tæt når det tørrer op. Så kan man bruge sine fine gamle sylteglas til andet end vaser.
Find det hele i min netbutik
Sylt selv!
Sæsonen er til sylte, det kommer med det klare sensommerlys, lysten til at gemme en smule af den flyende sommer til vinterbrug.
Syltede rødbeder med peberrod og kardemomme
3 kg rødbeder, de runde er bedst,
1 spsk. Salt,
2 l æbleeddike,
800g sukker,
1 spsk. hel kardemomme,
1 hel kanelstang,
1 spsk. hel allehånde,
3 laurbærblade,
4 spsk. hele sennepsfrø,
2 spsk. hel sort peber,
1 kvist frisk timian,
10 cm peberrod i tynde skiver

Kog rødbederne næsten møre i vand, det tager 30 45 min. efter størrelse. Når de er kølet af, gnides skindet af, de skæres i skiver og kommes i skoldede sylteglas. Kog de øvrige ingredienser sammen til en lage som hældes over rødbederne. Fyld glassene op med kogende vand, hvis der ikke er lage nok, og læg peberroden i skiver øverst. Luk glassene med skoldede låg.
Tomat-chilimarmelade
2 kg modne tomater,
chili efter smag,
rørsukker efter tomaternes sødme,
1 stykke meget fint hakket vanillestang,
skal og saft af to citroner

Skær tomaterne i store stykker, og hak chilierne fint. Kom det i en sauterepande med ca. 400 g. sukker, og fint strimlet skal af citronerne. Kog ret voldsomt til det er kogt ind til marmeladekonsistens. Smag til med sukker undervejs, og rør citronsaft i når gryden er taget fra varmen. Tomater er faktisk langt sødere end man tror og der skal ofte forbløffende lidt sukker i.
Frugtlæder
Frugtlæder består i al enkelhed af frugt - eller bær mos, som man tørrer til en helt fantastisk sej og lækker konsistens i sol eller ovn. Alle slags frugt, også modne tomater kan bruges, bare den kan koges til mos. Den skal sødes, men ikke så det bliver syltetøjssødt, ideen er at det er sød- syrligt. Hvis man bruger syrefattige frugter som pærer eller blåbær skal man smage til med citronsaft.
Blomme eller Mirabellefrugtlæder
1½ kg mirabeller eller blommer uden sten,
½ kg sukker

Kog den udstenede frugt og sukker sammen, i en bred tykbundet gryde. Brug så lidt vand som muligt for at forhindre det i at brænde på. En dl. eller to, bør være rigeligt, så snart frugten bliver varm dannes der rigeligt med væske. Rør ofte til sukkeret er opløst og frugten kogt klar i kødet. Det tager måske 20 minutter.
Purer frugten i foodprocessor. Hvis man vil have lidt mere bid er pureringen ikke nødvendig, man kan også piske det nogenlunde jævnt med et piskeris, det er kun en fordel med lidt kogte skaller i mosen.
Bred den ud på to-tre bageplader med bagepapir. Laget skal ikke være mere end 5-6 mm. tykt.
Hvis det er bragende sol og luftigt kan man tørre det i solen, men den driftssikre metode er at stille det i ovnen - gerne med vamluft - ved 50 grader til det er sejt og tørt nok til at røre ved. Det tager alt efter vandindhold, ovn og frugt 8-12 timer. Frugtlæder bliver ved med at klistre, og man skal holde det på bagepapiret, lagt i en stak, og pakket ind i en plasticpose. Eller evt. rullet sammen til små cigarer, rullet i hver sit stykke bagepapir. Det er vanskeligt at skære ud med en kniv, men nemt at klippe i, eller bare flå i med fingrene. Hvis man orker så knæk en del af stenene og kom de fine kerner i, det giver mandelsmag som er skøn sammen med blommerne
Her er den mest anvendelige ting, en chutney som ikke smager af løg, som er hele fine stykker frugt i en krydret lage med alle krydderierne i, sødmefyldt nok til en dessert med spark i, dejligt til ost, curries, frikadeller, whatever, den bliver i modsætning til alt for fortænkte sylteting faktisk spist.
Smuk Chutney
3 kg æbler i både med skræl eller 3 kg udstenede blommer / mirabeller,
1 kg sukker efter frugtens syrlighed,
3 dl æbleeddike,
stor kanelstang,
1 spsk. hele korianderfrø,
10 kardemommekapsler,
let knust,
1 spsk. spidskommen, hel,
2 laurbærblade,
4 spsk. skåret lakridsrod,
2-3 tørrede chili,
2 muskatblomme,
5 lange peber,
2 spsk. hele sennepsfrø

Kom det hele i en bradepande, vend godt rundt og stil det i ovnen ved 165°. Her skal det stå og koge ind, medens man holder øje med at det ikke branker. Det tager mindst en time. Lad være med at røre for meget i det, frugtstykkerne skal være hele, Hvis det begynder at branke lægger man sølvpapir over, men kun løst. Smag til efter 30 min. med sukker/eddike, Kom chutneyen på glas der er pasteuriseret ved 150° i ovnen, i en halv time. Lågene skoldes i en gryde kogende vand, umiddelbart inden de sættes på.
Ugens tilbud
Sommer og Sylt
Min bog om sommerens og sensommerens glæder er på tilbud i netbutikken, den handler om tomater, fermentering, druer, hvidløg, grønne mandler, nødder, artiskokker, spiselige blomster, muslinger og mange andre dejlige sommer ting.
 
og det er min bog SYLT, som handler om mange, mange måder at konservere, sylte og fermentere chili & tomater. Også
 
Du kan finde dem her:
Find alle ugens tilbud her
Husk at bade mens vandet er varmt.
Camilla Og Co.
 
Besøg vores netbutik her
Facebook
Twitter
Link
Website
Copyright ©
Fuglebjerggaard
Hemmingstrupvej 8
DK–3200 Helsinge
kontor@fuglebjerggaard.dk

Vil du ikke modtage disse mails?
Du kan opdatere din profil eller framelde dig