Copy

Fuglebjerggaard nyhedsbrev uge 13

Share

Påske på Fuglebjerggaard, lammesteg, øko-tomatplanter, nyt drivhus, tilbud i planteskolen og netbutikken.


Planteskolen er fuld af forårsløg i de fineste vilde arter og usædvanlige sorter beregnet til at kunne vokse videre og brede sig i haven. De er ikke så hårdt dyrket som dem man ellers kan købe og holder meget længere. 
Den er også fuld af ægte blåbær, abrikos og morbærtræer og de bedste lyserøde ribs, grønne solbær og lyserøde hyld, et sandt mylder af usædvanlige og dejlige frugt og bærplanter.  
 

 


Tilbud i planteskolen denne lørdag 

Rosenhindbær er en vidunderlig plante, som gerne må brede sig. Den kan trives fint i vandrende skygge. Der kommer ikke hindbær, men de fineste rosenblomster, i mange måneder fra sommer til efterår. Den er høj nok til at lave et fedt hegn mod uklædelige skure og stakitter, bliver op til 1,90 m.
Vi har dem i store potter til 50.-

Rudbeckia Goldstorm er en staude for mennesker som ikke har alverdens tid til at nusse i haven, men gerne vil have mange blomster. De vokser støt og roligt og giver blomster til buketter fra sidst i juli til oktober. De er en meget smuk og klar mørkegul, man kan tydeligt se slægtskabet med Echinacea. Den skal have mest sol, bliver ca. 1,20 m. og kan bruges i staudebedet, som en sommerhæk i køkkenhaven eller hvor der ikke er så meget andet der vil gro. 
Vi har dem i store potter til 50.-


Silkeplanten er ikke så voldsom. Findes i den skønneste orange klare farve. En nem staude med utroligt mange anvendelser, alle dele af planten kan spises tilberedt. Blomstrer længe i sensommeren og breder sig moderat med udløbere. 
Vi har Rhizomer til dem til 15.- stk. 

Crocosmia - Hed Montbretia før i tiden, er en eksotisk men rimeligt hårdfør knold plante med lange aks af flammefarvede blomster i august og september. De breder sig til et stor frodig tue rimeligt hurtigt. Jeg tror måske de har været anset som dårlig smag, men de er dejlige og det flotte løv er en god kontrast i staudebedet eller i plænen. 
Du kan få 10 løg for 20.-
 

Tilbud i webshoppen

gælder til på søndag kl. 24.00
 
Hvis du køber for 250.- ex moms. sender vi dig en Nerine Bowdenii. –The Guernsey Lilly, en fin løgblomst, med lette lyserøde blomsterskærme, til at have i en potte og som bliver stor med tiden.
 
Hvis du køber for 500.- ex moms sender vi dig en Nerine og en knold til Jacobs lilje, den skønneste knaldrøde lilje, som heller ikke tåler frost og skal dyrkes i en potte og ind om vinteren.
 



Hvis du køber for 1000.- Får du også en rodknold til den skønneste lilje af dem alle, Lillium Nepalense,
den er til gengæld hårdfør og kan plantes i haven.






Øko Tomatplanter

Mine øko-tomatplanter  kan nu bestilles i netbutikken, såvel som chiliplanter.
Vi sender gerne, eller du kan hente dem til vores Tomat & Chilidag den 29 April.
Du kan se alle 93 sorter vidunderlige smagfulde og smukke tomater her

 

Bestil det skønneste øko-lam til påske

Du kan stadig nå at bestille ½ lam eller får eller ½ lille Mangalitza gris til påske se her
Eller kom forbi cafeen og spis det her;
 

Påsken på Fuglebjerggaard

Vi har åbent i planteskolen, i gårdbutikken og i Cafeen i selve helligdagene, torsdag til og med søndag kl. 10-16.
 
Vi serverer eget lam, uldsvine skinke, æg, fermenterede ting og sager, spædt forårsgrønt, brunch, kager mm.
Mandag skal vi selv trille påskeæg og hvile ørene.

Påskelørdag har vi det sjoveste og helt gratis børne køkkenhave arrangement kl. 10-14.

Vi sår de fineste små køkkenhaver som ungerne kan tage med hjem og plante ud når det er tid.
Sofie, som er gartnerelv her på gården og fabelagtig god til børnesjov og ballade, - hun stod for de bedste børne arrangementer både i efterårsferien, til jul og i vinterferien - sørger for at det er både hyggeligt, sjovt og lærerigt for alle.

Alle børn får en samling såede frø med hjem i små potter, som børnene selv skal passe og senere plante ud når tiden er moden. Vi sår majs og græskar, solsikker og morgenfruer, kornvalmuer, broccoli og pralbønner og sikkert endnu flere ting. Af pladshensyn er det kun for børn. Det bliver ude eller inde efter vejret. 


Nyt stort drivhus

For nogle år siden fik Niels fingrene i en større ladning brugte vinduer, som nu endelig er ved at finde deres form, i et kæmpestort nyt drivhus i planteskolen. Det er forhåbentligt klart til påske, der bliver i hvert fald arbejdet hårdt på det! Meningen er at det er et dejligt sted til vores mere sarte planter, så gæsterne kan se og vælge chili og tomatplanter og de sartere urter indendørs, det bliver så flot!


Hidtil har vi klaret os med 4 små drivhuse på 9,5 m2. som er både for små og upraktiske til formålet.
De 4 drivhuse er fine nok, til privat brug og dem kan man komme og købe med hjem for en 500 lap hvis man selv piller det ned, i løbet af næste uge (og rydder op efter sig.)
Vi bygger det store drivhus uden om dem, så det haster. Send en mail.
 


 

Såtid!

og så fik vi endelig tid til at så noget selv.
Vi har simpelthen haft så travlt i netbutikken at det først er i dag at Aslak har kunnet så de sorte Estiske hestebønner som er dem vi skal opformere i år. Dild, og Koriander er sået i køkkenhaven og Anja har sået så mange Zinnia og Latyrus, Amaranth og kulørte grønkål, for ikke at tale om den vildt flotte Purple Peacock broccoli/grønkål og 244 ting mere til både haven og planteskolen.


Det bliver violet-lilla tema i haven i år kan jeg godt afsløre! Mere om det i næste nyhedsbrev.
Pludselig får man travlt ude i haven, det bliver 18 C på lørdag.



Forårs hilsener
 
Camilla & Co.
 
Besøg vores netbutik her
Share
Copyright ©
Fuglebjerggaard
Hemmingstrupvej 8
DK–3200 Helsinge
kontor@fuglebjerggaard.dk

Vil du ikke modtage disse mails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list